Zen 2


Fotografier af Lars Mikkes





PåskePåskePåskePåskePåskeThe chairThe field and treeThe grassThe skyeThe windowTree grainWater lilyZen garden 1Zen garden 2Zen garden 3Zen garden 4BlomstFigur og bonsaiFrossen søGlas kugler 2Knækket kornblomstLiljerSkyggenSne på granKaktus
Zen

Ordet "zen" kommer af sanskrit dhyana, "meditation", via kinesisk chan, og betegner den japanske gren af chan-buddismen, der er helt centreret om meditation og ikke tilskriver den buddhistiske litteratur og dogmatik særlig værdi.

Zen indførtes i Japan omkring 1200, hvor de to skoler, rinzai (1191) og soto (1227), der stadig er de dominerende skoler, blev grundlagt.

Rinzai arbejder med meditationstræning ud fra de såkaldte koan, umulige og paradoksale spørgsmål. Den intense beskæftigelse med koan sigter mod en art sprængning af tanken, et pludseligt mystisk gennembrud, der kaldes SATORI.

Soto-skolens stifter, DOGEN (1200-1253), så den individuelle stræben efter satori som stridende mod buddhismens lære om anatam - jeg'ets ikke-eksistens. Meditationens opgave måtte være at bortmeditere jeg'et. Soto-skolen dyrker derfor et andet meditationsprogram, zazen, "zen-sidden", hvor man sætter sig i skrædderstilling og tømmer sindet for tanker. Derved tænkes satori at indtræde af sig selv.

Zen er forbundet med fordybelse i sindets sande natur, der frigør til en ikke-dualistisk væren-til-stede i verden, hvor væren og handling er ét og hvor kroppens og sindets dynamiske energi transformeres til klarhed i den totale tilstedeværelse i nu'et, hvor forvirring og splittelse er opløst.

Zen-lærere taler i deres undervisning om det rette eller sande og det ufuldstændige. Når sindet fylder hele kroppen, siger man, at det er det rette. Når sindet (bevidstheden) er begrænset til en bestemt del af kroppen, er det ufuldstændigt eller ensidigt.

Zen bryder sig ikke om det delvise eller det begrænsede. Når sindet hærdner på ét sted er det ikke i stand til at gennemtrænge eller gennemstrømme hver eneste del af kroppen. Når sindet IKKE er opdelt og udskilt spreder det sig naturligt ud i hele kroppen. Sindet skal ikke bevæge sig ud af et indelukke, hvor man har anbragt det.

Den første sekt-dannelse indenfor zen-buddhismen var Rinzai-zen, der blev indført fra Kina i 1191 af Eisai (1141-1215).

Eisai var som så mange andre begyndt på Hiei-bjerget, men var hurtigt blevet skuffet. Klosterdisciplin eksisterede der ikke meget af, og den enkelte munk var mere optaget af sin egen magelighed og velfærd end af det rene buddhistiske liv.

Eisai ønskede en reformation på bjerget og en almen fornyelse indenfor den japanske buddhisme.

Eisai besøgte Kina første gang i 1168 og anden gang mellem 1187 og 1191. I Kina mente han, at zen var den mest levende form for buddhisme, og han studerede ved zen-, tendai- og ritsu-templer. Efter hjemkomsten i 1191 koncentrerede han sig om zen-doktrinen og prøvede at gøre den populær inden for tendai-sekten. Det har muligvis været for at undgå forfølgelse, at han valgte at følge en fordragelig linie.

Han mødte dog ingen forståelse, snarere modstand, både inden for tendai og udenfor, og da succesen udeblev i Kyoto-området, flyttede han sin virksomhed til det nye magtområde, Kamakura. Her vandt hans forkyndelse hurtigt gehør blandt samuraierne som formentlig fandt zen-munkens strenge meditationsdisciplin i god overensstemmelse med krigerens egen strenge disciplin. Med shogunatets og hojo-regenternes støtte, blev Kamakura ikke bare det første zen-midtpunkt i landet, men der opstod også et nært forhold mellem zen-religionen og militærstyret, og det kom til at vare både i Kamakura-tiden og i den efterfølgende Muromachi-periode.

Det støttede også den nye sekt, at der kom zen-munke til Japan i forbindelse med at mongolerne indvaderede Kina. Det var således kineseren Tao-Lung, der grundlagde Kenchoji-templet og Tsu-Yuan, der grundlagde Engakuji-templet, to af de mest betydelige templer i Kamakura fra 1200-tallets begyndelse.

Med etableringen af zen indledtes således også regelmæssig forbindelse med kinesiske zen-centre. Der berettes om et antal zen-munke, der gjorde den lange og besværlige rejse for at lære meditationens kunst ved oprindelige, kinesiske zen-klostre.

Under Eisais indflydelse tog Rizai-sekten en mærkbar kursændring i forhold til den tilsvarende sekt i Kina. Linchi i Kina var radikalt orienteret mod dhyana, meditation i religionsudøvelsen. Den udtryktes på den måde at der ikke måtte være noget der var afhængigt af ord og bogstaver. Det skulle være en direkte overførsel af sandheden, fra mester til discipel udenfor skrifterne, en direkte koncentration om menneskets sind, blikket skulle rettes mod ens egen indre natur.

Eisai erklærede også, at man skulle finde klarheden i sit eget sind, hvis inderste er Buddha, men han begrænsede sig ikke til det. Han var en vidtfavnende personlighed med et generøst sind som både accepterede sutra'er og ceremonier.Han studerede tendai-, shingon- og zen-læren samtidig, og han anbefalede sine disciple at de også praktiserede nen-butsu - påkaldelsen.

Han var eklektiker og forstod at sandheden kunne skjule sig i forskellige former. Han var med andre ord en ganske usædvanlig religionsstifter af en type som man sjældent finder - hverken i øst eller vest. Det er de snævertsynede, der er de mest almindelige. Han etablerede enddog en "esoterisk" zen (zenmitsu), en efterligning af shingons tomitsu og tendais taimitsu. På denne måde gav han sine troende mulighed for at blive fortrolige med alle de muligheder som buddhismen tilbød og ikke kun den traditionelle selviagttagelse.

Den nære forbindelse med naturen blev også en vigtig del af zen-udøvelsen allerede på Eisais tid. På dette område nærmede man sig kami-religionens naturdyrkelse. Denne side af zen blev forstærket i de kommende århundreder.

Rinzai-sekten arbejdede ikke kun for opnåelsen af satori. I modsætning til de kinesiske læremestre blev den også en af tidens kulturbærere.

I kernen af al aktivitet stod koncentrationen. Den blev udøvet ved hjælp af koan, paradoksale, irrationelle udtalelser som blev en del af meditationens teknik. Et spørgsmål som: "Hvordan lyder en hånd, der klapper?" (koan af Hakuin, 1685-1768), kunne efter lang tids overvejelse føre til, at man gik ud over sine tanker og oplevede den ubevidste tomhed (ku). Der findes forskellige koan-samlinger, både på japansk og kinesisk, bl.a. Mumonkan, "Grænse uden Åbning", fra 1200-tallet som den mest kendte.

Andre hjælpemidler i meditationen var pludselige skrig (katsu!) og slag. Siddende meditation (sazen) kom dog først, og det er også den mest udbredte i vor tid.

Zen-lærens indmarch faldt sammen med at samuraiklassen dominerede i Japans historie. Denne lære som ikke lagde stor vægt på skrifter og teorier appellerede til krigeren for hvem resolut og hurtig optræden var vigtig. Meditationen var for munken, hvad sværdet var for krigeren. Eller som George Samson har formuleret det:

"For krigeren som levede tæt på døden var det et attraktivt element i en tro, at sandheden kommer som det blinkende sværd, når det skærer gennem eksistensens problem."

Disciplin er lige så vigtig i meditation som i kamptræning, og sindets totale fred i med- såvel som modgang skulle være målet i begge tilfælde.

Japanerne har aldrig glemt abbed Kaisen, som blev brændt levende i 1572 i porten til Erinji-templet og ved den lejlighed fremsagde følgende digt:

"Når man har overvundet sine sanser er selv ilden naturligt sval."

Især tre zen-buddhistiske discipliner blev taget i anvendelse, begreberne mushin, honshin og zanshin. Disse tre er i øvrigt efterhånden blevet indkorporeret i stort set alle moderne martial arts-systemer.

Mushin beskriver ikke-sindet, fjernelsen af alle de unødvendige tanker og indtryk, der kan hæmme udøverens sansning af virkeligheden. Dette leder til hoshin, det sande sind, der tillader udøveren at træffe de nødvendige valg og beslutninger i kampsituationen såvel som i livets andre forhold. Til sidst kommer zashin, det allestednærværende sind eller det levende sind, den absolutte oplysning, der giver udøveren adgang til det åndelige rige.